Marie fra Paradise Hotel

- En meget ofte hørt replik på paradise hotel, faktisk er den skabt af Kim, der yndede at bruge dette udtryk i flæng, som altid fulgtes med et lukket øje og en ”rullende” pegefinger.

Lad mig vende tilbage til overskriften senere og starte ved slutningen, nemlig da det blev min tur til at forlade paradiset i Mexico. Mange mennesker har nok fulgt en yderst berørt Marie torsdag aften, hele ugen havde været et kaos præget af stor mistillid og utilregnelighed bland deltagerne. Især i min gruppe, hvor vi egentlig følte os flyvende, men spillet kan vende så hurtigt, ja faktisk på en dag og det gjorde det i alder højeste grad.

Onsdag aften til pandoras æske går det op for mig at Lilje har spillet hendes spil og at det blev Kenneth og ikke Camilla som kom tilbage for at tage hævn. Jeg var rasende, ikke fordi Lilje havde spillet ”spillet”, men fordi hun havde løjet mig direkte i fjæset, efter at hun i en uge havde prædiket stolpe op og stolpe ned om hvor meget jeg betød for hende og hvor værdig hun synes jeg var til at være i spillet. Men mest af alt, blev jeg tosset fordi vi havde indgået en aftale om at være ærlige over for hinanden. Liljes egne ord under en personlig samtale 2 dage tidligere, ”lov mig at du i det mindste vil fortælle mig det, hvis du smider mig ud eller hvis du høre om andres planer om at smide mig ud”. Og det lovede jeg hende, fordi jeg brød mig om hende og fordi det var en aftale jeg havde tænkt mig at holde! Den aftale gik åbenbart ikke begge veje. Jeg mente derfor bare, at det var meget overflødigt at vi havde den snak, som var på Liljes eget initiativ.

Mit forhold til Drago var også meget turbulent, allerede den aften Bilal røg ud, indgår jeg en aftale med Drago om at vi skal stå sammen i spillet, vi behøver ikke nødvendigvis at bo sammen, men vi har hinanden som sikkerhed, hvis noget skulle slå fejl og det er ham jeg ser mig selv gå hele vejen med. Drømmen er jo at ende i en finale med Helene og Fatih. Desværre stoler Drago aldrig helt på mig, selvom jeg hjælper ham og redder hans røv da Lilje overvejer at vælge Kenneth frem for ham. (Hvilket er hele årsagen til, at Fatih og jeg får så travlt med at få Kenneth om bag mig de sidste minutter før parceremonien). Jeg fatter stadig ikke den dag i dag, hvad Dragos tanker var, andet end at han var bange for at blive ”solgt”. Vi skulle altså være 4 i den finale, Fatih kunne jo ikke stå med to piger alene Så en af grundene til jeg ryger er helt sikkert også hans mistillid til mig, som giver Drago anledningen til, at gå til den anden gruppe. Ja, det var sgu ikke let, hehe.

Onsdag aften, efter pandoras æske var jeg 100% afklaret med, at det ville blive mig der røg i ”dødens kys”. Jeg har været en stærk og aggressiv spiller, som næsten altid havde et es i ærmet. Så denne duel var skræddersyet til at få mig ud. Det var ikke et valg jeg var herre over og jeg havde trådt mange deltagere lidt over tæerne under vejs, både ved at smide Kenneth ud og derefter mit skuespil over for Martin, der var grunde nok til at sende mig på den næste flyver.

Allerede torsdag eftermiddag har Helene, Fatih, Drago og jeg en samtale. Vi forbereder os på duellen. Vi aftaler at Fatih kysser mig og Drago kysser Helene, på den måde ville det ikke blive de to der havde det afgørende kys, selvom det nok ser sådan ud på tv, skal i huske at alle valg i forbindelse med sådanne ceremonier bliver afgivet på forhånd og kan ikke ændres nå vi stå i situationen, dette gælder også parceremonier, så det kan indimellem se underligt ud, nå man ikke bare vælger ud fra hvad der ville falde naturligt.

Til selve ceremonien blev jeg utroligt berørt over mine nærmestes reaktioner. Jeg synes faktisk jeg havde det ok med at skulle hjem, men da Helene begynder at græde og Fatih sidder med ansigtet begravet i hænderne, kunne jeg slet ikke kontrollere tårerne. Det var en voldsom oplevelse at se hvor stort et indtryk jeg havde gjort på dem på så kort tid. Jeg ville blive savnet, det var jeg ikke i tvivl om. Så da jeg stod der glemte jeg alt om spillet og havde det som en fodboldspiller der var blevet elimineret fra sit hold. Jeg var slet ikke færdig med spillet og den følelse blev virkeligt forstærket på falderebet.

Jeg vil slutte hvor jeg startede, ved overskriften! Paradise Hotel er et spil med menneskelige brikker, vi har ingen former for kontakt til omverdenen, i den tid vi er på hotellet. Man bliver langsomt trukket ind i en anden verden, som i virkeligheden er skabt af os selv, men som ændres hele tiden af de input der kommer undervejs. Hver gang man tror at der er styr på det, så kommer der en og siger ”Det tror jeg så ikke liiige du skal regne med”, for så er spillet vendt, en brik har skiftet mening eller fået et brev, som ændrer på hele ”historien”.

Alle os deltagere har været sammen efter vi er kommet hjem og når vi ikke bærer nag er det nok fordi, vi ikke tager det for mere end den oplevelse det var. Det har været fantastisk på godt og ondt, vi er en oplevelse rigere og kun os der var med, ved hvordan det i virkeligheden hænger sammen. Så når du ser tv3 mandag-torsdag aften, så husk at sætte replikken ”det tror jeg så ikke liiiige du skal regne med” bag på den opfattelse i får og husk at der er 23,5 time hver dag i aldrig ser.

Når det er sagt er Paradise Hotel et skønt program, som vi alle nyder at følge. Der er dem vi holder med og der er dem vi ønsker skal ud. Men lur mig om det ikke også ændrer sig for seerne under vejs, som det gjorde for os derinde. Der er folk vi elsker at holde af og folk vi elsker at hade. HUSK vi er kun helt almindelige mennesker, fuldstændigt som jer der hjemme, vi er jo ikke professionelle i spillet og så var det jo heller aldrig blevet så underholdende.

Tak fordi du læste hele smøren

Marie